Mammút-www.markuslajer.com-2_web

Hvordan sammensættes repertoiret på SPOT, og hvorfor sammensættes det, som det gør?
Det sidste først!

ROSA – Dansk Rock Samråd, der har udviklet og været producent af SPOT konceptet gennem snart 20 år, ser først og fremmest SPOT Festival som et redskab blandt flere til formidling af nyere dansk musik lokalt, nationalt såvel som internationalt.

Formålet er at sikre det danske musikpotentiale den størst mulige synlighed overfor interesserede købere og formidlere.

Et delmål er at stimulere den danske musikscenes kunstneriske og erhvervsmæssige udviklingsmuligheder.

SPOT Festival skal være en trædesten på vejen – ikke et mål i sig selv.

Vi har valgt at forfølge mål og målsætning gennem en bred vifte af formidlingsmetoder, der også gælder udvælgelsesprocedurerne til de enkelte års repertoire.

Dermed opnår vi en solid bredde og diversitet i programmet. Det ser vi som en kvalitet – ikke mindst fordi SPOT Festival derigennem bidrager til at brande bredden i kvaliteten på den danske musikscene.

Vi erkender, at vi dermed skaber en vanskeligere – og i nogles øjne –diffus programprofil.

Plads til debutanter, nye koncertformer og samarbejder
I praktikken har vi valgt at sammensætte programmet via konkrete ansøgningsprocedurer og gennem samarbejder med en lang række af musiklivets aktører.

Vi ønsker, at der hvert år skal være omkring 50 % debutanter på programmet – men vi ønsker også, at der skal være plads til artister og bands, som arbejder seriøst med deres karriere over et langt forløb, ligesom vi ønsker at udvikle nye koncertformer og samarbejdskonstellationer.

Vi nedsætter hvert år nye kurator-grupper for at sikre en vis friskhed i bedømmelsen af debutantansøgninger fra år til år. Om det reelt betyder meget eller mindre for udvælgelsen, kan man diskutere, men signalet er klart nok –  vi vil ikke sande til i vaner.

Ved udvælgelsen af gengangere eller bands, som af nogle kan anses for etablerede (i praksis et meget relativt begreb), er hovedkriterierne, at der er nogle klare ambitioner i og omkring bandet, og at der fra gang til gang leveres delvist eller helt nyt materiale.

Internationalt potentiale

Vi ser naturligvis også på hvilken efterspørgsel på artisten, vi selv er vidende om eller får dokumenteret.

Det har været ROSA og SPOT Festivals klare formidlings filosofi i mere end 20 år, at vi generelt tager afsæt i den konkrete internationale efterspørgsel end i det enkelte bands egne ønsker og drømme.

I praksis vil der dog ofte være et klart sammenfald i parternes interesser.

SPOT har som sådan ikke nogen smag, og vi søger ikke efter en vinder. Med det internationale fokus støtter vi op om alle seriøse artister, komponister og musikere – fra avantgarde til ren pop.

SPOT forsøger at ”spotte sin samtid” og forandrer derfor løbende sin profil, og vi ønsker at tage chancer på miljøernes vegne – også hvor det måske ikke altid er ”politisk korrekt” i alle miljøer.

Nogle vil mene, at SPOT skulle have en mere entydig musikprofil. Men dansk musikliv er en stor, men ikke entydig størrelse, hvilket vi forsøger at spejle.