”Jeg blev slået af den ro jeres frivillige, der er de første, man møder som gæst, udstrålede” fortalte en journalist fra Intro – Tysklands største musikmagasin.
En større cadeau til SPOT er vanskeligt at få.
For med over 200 koncerter, et omfattende konferenceprogram og et helt nyt byområde under vingerne for første gang, har der været rigtig meget at holde styr på såvel op til, som under SPOT. 8000 gæster og besøgende plus de mange nede i byen. Det kræver gode folk med overskud på alle pladser.
Vi kan kun glæde os over, at opgaverne er blevet fornemt løst og bliver bemærket.
Ikke mindst set i lyset af, at vi samtidig kun har fået positiv feedback på kvaliteten i musikprogrammet. En stor hånd fra SPOT til de mange bands og solister for at løse deres del af opgaven professionelt og entusiastisk.
På den anden side – hvem kan næsten give en dårlig koncert overfor et så nysgerrigt, åbent og dedikeret publikum. Trods fredagskulde og regn, trods de uundgåelige køer ind til mange af koncerterne – indendørsfestivalens positive udfordring for alle, når de røde lygter hænges ud!
SPOT-publikummet får salene til at koge og er et afgørende medspil for mange bands og artister. Altid en fornøjelse at være sammen med inden- og udenfor salene. Respekt!
Det har været dejligt at se så mange branche-og mediefolk søge til SPOT for at promovere danske og nordiske bands overfor internationale kolleger og hinanden. Tak til alle, der gør et seriøst stykke arbejde for deres artister.
Nye lokale partnere var med til at sprede musikglæde langs åen i midtbyen – smagsprøver på det brede SPOT-repertoire! Noget at bygge videre på.
En stor hånd fra SPOT til crewet og folkene omkring Aarhus Calling og en varm hilsen til de mange lokale ildsjæle, der bød ind med seriøse Off-Spots og musikalske indslag udenfor programmet – helt i tråd med SPOTs ånd.
Det føles som ”mission 2016 completed”. Dansk og nordisk musik er endnu engang sat på det internationale landkort – og Aarhus har endnu engang vist sine dyder som vært for musikken.
Vi glæder os med alle fra fjern og nær, der har fået gode oplevelser med hjem fra SPOT, og takker alle, der har ydet et bidrag før, under – og måske også efter!
Musikken spillede solen hjem til Aarhus og mange af os mødes forhåbentligt igen i weekenden 4.-7. maj 2017.
Tak for denne gang.
Gunnar K. Madsen