Sound of North Frans Bak portrait 2

Til dette års SPOT Festival vil den internationalt anerkendte filmkomponist, Frans Bak, tage os med på opdagelse i filmmusikkens univers med koncertkonstellationen, ‘Sound of North’: Syv musikere og specialdesignede visuals.

Frans Bak har gennem tiden komponeret musik til en række større og toneangivende produktioner, herunder film og tv-serierne ‘Forbrydelsen’, ‘Lilyhammer’, ‘The Killing’, ‘Mænd & Høns’ m. fl. Kompositionerne herfra har gjort Bak til en af pionererne inden for Nordic Noir-genren og har derved inspireret flere produktionsselskaber til at gå den nordiske vej i deres valg af lydbillede, herunder bl.a. den populære amerikanske tv-serie, ‘Homeland’, hvor Frans Baks musik optræder i lydkulissen. Til SPOT Festival vil denne særlige nordiske lyd blive udfoldet i en ny og anderledes sammenhæng: rollerne er byttet om, således at musikken bliver den bærende part understøttet af et specialdesignet visuelt layout.

Med en baggrund fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og talrige optrædener som både bandmedlem, orkesterleder og sangskriver har Frans Bak været vidt omkring inden for den danske musikbranche, inden han fik sit store gennembrud som filmkomponist med den Emmy-vindende danske tv-serie, ‘Nikolaj & Julie’ fra 2002.

De efterfølgende internationale succeshistorier kom herfra i en lind strøm, og skabte således fundamentet for det aktuelle ‘Sound of North’-projekt:

– Generelt betegner jeg hele projektet som en videreudvikling af mit musiske univers, fortæller Frans Bak, og siger at der bag videreudviklingen gemmer sig et ønske om at forene koncertformatet med et stærkt og sammenhængende visuelt udtryk for at styrke den samlede fortælling.

Lysdesignet er skabt af Michala Clemmensen og Mikael Sylvest, og har skabt spænding og optimisme hos den erfarne Bak:

– Jeg er enormt spændt på, hvordan det visuelle udtryk bliver integreret – og lige nu er det her projektet, som der skal fokuseres på, siger han. Koncerten på SPOT bliver den blot anden optræden for ‘Sound of North’ efter den udsolgte debut i Det Kongelige Teater sidste år.

‘Sound of North’ har sine rødder i den klassiske musik, men bruger også et elektronisk lydunivers i deres søgen efter at skabe stemningssættende lydbilleder. En søgen som også bliver hjulpet på vej af den svenske sangerinde, Josefine Cronholm, som kommer med en baggrund fra både jazz- og singer-songwriter-miljøet. ‘Sound of North’ udgøres derudover af fire strygere samt en elektronisk musiker.

Med dette stærke line-up bliver koncerten på SPOT én af de første i en længere række, da Frank Bak betegner ‘Sound of North’ som et projekt med “tunge ambitioner for fremtiden”.

På dagen for SPOT-koncerten udkommer gruppens debutalbum ligeledes på det internationale pladeselskab, Mercury Classics – kompositionerne herfra vil være bærende for denne omfattende og ambitiøse koncertkonstellation.  

Live spiller ‘Sound of North’ med flg. line-up:
Frans Bak – Piano + synth.
Josefine Cronholm – Sang
Keld Haaning Ibsen – Soundscapes + loops
Heidrun Petersen – Violin
Niels Thorkild Levinsen – Violin
Karen Johanne Pedersen – Bratch
Live Johansson – Cello