publikum

 

Uden frivillig arbejdskraft ville SPOT Festivalen ikke eksistere. Hvert år spiller hundreder af dygtige, entusiastiske og arbejdsomme hjælpere en helt afgørende rolle for, at festivalen kan køre professionelt og smertefrit. Med mindre andet er aftalt, arbejder frivillige én dag og har fri resten af festivalen.

Der er i sagens natur ingen penge i skidtet – kun billetten og forplejning. Til gengæld er det belønnende at blive del af et kollektiv af entusiastiske og uundværlige frivillige, der virkelig formår at få tingene til at lette – og som er med til at sætte spot på dansk og nordisk upcoming-musik både indenlands og udenlands.

Mange bliver bidt af det og vender tilbage år efter år, men vi kan altid bruge flere frivillige. Alle interesserede opfordres hermed til gøre opmærksom på sig selv – dog skal man være fyldt 17 år ved festivalens start.

DU ER KUN FIRE TRIN FRA AT BLIVE FRIVILLIG

frivillig_test_01nyfrivillig_test_02frivillig_test_03nyfrivillig_test_04


ARBEJDSOPGAVER PÅ SPOT FESTIVALEN

For at gøre det nemmere for dig at vælge, hvilket område du kan komme til at arbejde med, har vi lavet en beskrivelse af de forskellige tilgængelige arbejdsopgaver.

Arbejdsopgaverne vil være opdelt efter om de foregår før/efter festivalen, eller om de er en del af afviklingen af festivalen, og derfor finder sted under arrangementet.

Selvom du her har mulighed for at læse lidt om de forskellige og meget vidtfavnende arbejdsopgaver, er det ikke sikkert, at dette hjælper dig i forbindelse med dit valg af opgave. Men fortvivl ikke!

Det vigtigste er, at du beskriver hvilke kompetencer du besidder, hvad du før har arbejdet med og hvad du kunne tænke dig at stifte bekendtskab med, så skal vi efter bedste evne prøve at sammensætte hold som på dagen er slagkraftige nok til at varetage den pågældende opgave.


OPGAVER FØR OG EFTER FESTIVALEN

Opbygning/nedtagning/oprydning

Har du lyst til at nyde hele festivalen uden at skulle arbejde samtidig, og har du tid til at komme før selve festivalen starter eller efter afslutningen af festivalen, så er muligheden der. Hvis du har mod på at finde din indre handyman frem, så kom og deltag i de hyggelige stunder med de andre fremmødte for sammen at bygge de fysiske rammer for festivalen op og herunder opsætte hegn, lys, strøm og alt, hvad der ellers hører til på festivalen. Måske du har lyst til være med til at pille ovennævnte opstilling ned igen og føre festivalpladsen tilbage til den tilstand vi modtog den i, da vi startede. Vi søger folk der ikke er bange for at smøge ærmerne op og måske få lidt sved på panden. Hvis du vil arbejde på din muskelmasse er det her du skal slå til.


OPGAVER UNDER FESTIVALEN

Fælles for disse opgaver er, at der i forbindelse med dem alle sammen er forskellige perioder med ventetid. Det kan være ventetid på en opvask, folk at checke ind/køre/hjælpe videre, gear at flytte. Men det er også her der er mulighed for at skabe gode, nye forbindelser med de andre medlemmer af teamet.

Bandrum

Bandrum søger glade, søde, dejlige og venlige medhjælpere, der har lyst til at gøre, hvad de kan, for at musikerne og andre optrædende også får en speciel god oplevelse på SPOT Festivalen, når de benytter sig af de dertil indrettede bandrum. Din opgave består oftest i at klargøre disse og sørge for, at de forskellige bands bliver serviceret med hensyn til kaffe, te, frugt, snacks, øl, vand og håndklæder, og i det hele taget står som SPOTs forlængede servicearm. Kort sagt skal du sørge for, at der hersker en hyggelig og afslappet stemning ved bandrummene. Denne vagt består i høj grad af længere perioder med ventetid og kortere, men travle ryk; dermed bliver der også tid til at hygge med de andre frivillige. Glade smil, serviceminded, imødekommenhed og ordenssans er kodeordene.

Brandvagt

Denne tjans består mest af alt af ventetid, men er dermed ikke ligegyldig for festivalen. Der findes brandvagter spredt rundt på hele festivalpladsen. I og med vagterne skal placeres ved alle branddøre og nødudgange, er det muligt, både at skulle holde vagt et stille sted og ude blandt folk.

Dermed er der også rig mulighed for at snakke med festivalgæster eller sidde lidt med en bog. Her skal man være indstillet på at snakke med festivalgæster og i mange tilfælde hjælpe dem med at finde en dør der kan bruges. Hvis du er smilende og behjælpsom, selv når det går lidt langsomt, vil denne tjans være noget for dig.

Catering

Cateringholdet er en meget vigtig instans på enhver produktion. Det er essentielt, at alle musikere og samtlige frivillige får noget godt at spise, således at de kan udføre deres opgaver på fuld mave.

Spisetiderne er som oftest det, folk virkelig ser frem til, og cateringområdet skal gerne være et sted, man har lyst til at komme igen og igen. Der vil være perioder med stort arbejdspres og tendens til lettere stres, men til gengæld vil der i perioder også være god tid til at tage sig en slapper med de andre fra cateringen. Vi vægter, at alle får en positiv oplevelse af et godt måltid i en glad atmosfære. Så har du lyst til at være en del af et større team af engagerede unge, hvor vi sammen deltager i produktion og servering af mad til en buffet med op mod 1200 kuverter til hvert måltid er det her vi har brug for dig.

Billetkontrol

De frivillige ved indgangen er de første personer, der møder de betalende gæster, når de kommer til festivalen. Det er en hyggelig vagt, hvor man kommer i kontakt med mange forventningsfulde mennesker, og det er i sagens natur en af billetkontrollørens vigtigste opgaver at sørge for, at gæsterne ankommer til en rar, hyggelig og afslappet stemning. Her skal gæsternes billetter scannes, og de skal have deres armbånd på samt tilegne sig viden om SPOT Festivalen gennem spørgsmål/svar og evt. uddeling af musikprogram. Her har du mulighed for at yde en topservice til SPOT Festivals gæster, samtidig med at du spreder en glad stemning – selv når du med et smil på læben hjælper med en pludselig opstået forhindring.

Stagehand

Som stagehand vil din primære arbejdsopgave være at slæbe musikudstyr og andet grej frem og tilbage mellem A og B, og indimellem skal det gå stærkt, umiddelbart før et band går på og umiddelbart efter et band går af – til gengæld er vagten lang. Når først koncerten er i gang, går tjansen mere stille for sig med mulighed for indimellem at holde fri. Her skal du blot sørge for, at der hele tiden er kaffe på kanden og se til, at de folk, der ellers arbejder omkring scenen har, hvad de skal bruge.

Som stagehand kan du have en lille smule mere arbejdstid end andre frivillige, men til gengæld vil der være perioder i løbet af vagten, hvor du egentlig bare kan slappe af og nyde musikken, fordi der ikke er så meget at lave. Det vigtigste er faktisk, at du er stabil og kan tage fat, samt at du trives både i stressede og stille perioder. Typisk vil man arbejde 3-6 stykker sammen. Det er klart en fordel, hvis man selv er musiker.

Barvagt

Som frivillig i baren skal man være over 18 år. Man skal gerne være servicemindet, da man serverer for publikum, samt man hjælper med at fylde op, man giver en ekstra hånd med og man er med til at give den gode og hyggelige stemning videre på festivalen. Man skal ikke være uddannet bartender, da man ikke skal servere drinks, men kan man finde ud af at knappe en dåseøl op og er man glad og udadvendt, så er man perfekt til jobbet.