SPOT-MAP_updated_web

SPOT Festival udvider i 2016 med flere scener ned langs åen og rundt om i Aarhus by. Her vil du især lørdag 30. april kunne opleve masser af forskellige kulturelle tilbud – deriblandt en række gratis arrangementer.

“Lørdag er en dag, hvor byen er fuld af folk, så det er en chance for os til at sende musikken ud til et stort publikum. Vi har adgang til den gode musik, og det vil vi gerne dele. Vi vil vise byen frem som en alternativ festivalplads. For SPOT handler det om at markere vores stærke brand, mens det for byen handler om at vise, hvor mange strenge den har at spille på, og hvor mange faciliteter den har til at understøtte musikken,” siger festivalleder Gunnar Madsen om de mange nye scener.

SPOT Festival kan i år opleves på følgende scener:

LØRDAG 30. APRIL – PROGRAMMET VED ÅEN
Magasin vil lørdag under SPOT Festival danne ramme om Danmarks største sangskrivercamp ”Aarhus Calling”. Kom ind og oplev nordiske talenter og sangskrivere i international topklasse blande sig med stormagasinets lørdagsbuzz.

SPOT Royal-scenen midt i åen foran Magasin vil lørdag eftermiddag bringe musikken ud i byen og ind i lørdagstravlheden. Programmet er en smagsprøve på SPOT Festivals program med danske og nordiske artister af international kvalitet.

Under temaet ‘Musik er et sprog’ vil Dokk1 lørdag blive inddraget som ramme for et alsidigt program arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet Aarhus, hvor man vil kunne udforske musikken som et middel for sprog og kommunikation. Den smukke bygnings mange rum vil udgøre scener for både koncerter, debatter, film og oplæg.

Caféerne Castenskiold, FF og Fidels præsenterer lørdag eftermiddag musikprogram præsenteret i samarbejde med SPOT Festival og andre aktører i det danske musikliv. Kom ind og få masser af gode musikoplevelser med nye, spændene danske bands. Følg med i programmet på www.spotfestival.dk.

Daypartyet FolkSPOT vil lørdag finde sted i haven bag Voxhall og Atlas. Oplev blandt andre rapperen og ordsmeden Per Vers freestyle over elektronisk folkemusik.

TORSDAG 28. APRIL – LØRDAG 30. APRIL
Musikhuset Aarhus, SCC, Godsbanen (Åbne Scene), Radar, Headquarters, Voxhall og Atlas vil som tidligere år danne hovedscener for SPOT Festival fredag og lørdag med mere end 150 koncerter med danske og nordiske navne. Derudover inddrages det nyåbnede spillested Tape som scene til årets festival med blandt andet fuldt program på festivalens åbningsaften, torsdag.

FREDAG 29. APRIL – SØNDAG 1. MAJ
I og omkring Ridehuset og i haven foran Musikhuset inviteres hele byen og de internationale musikturister ind til ‘OPEN FESTIVAL COURT’ fredag til søndag. Her vil man kunne opleve Kødbyens Mad og Marked, outdoor dj-scene med upcoming djs og chillout miljø, Aarhus Record Fair, kreativ Community-musikbar i form af Drunk Creatives Music Edition og Sneaker Fashion Fair.

SØNDAG 1. MAJ
Øst for Paradis og SPOT Festival sørger søndag for et tagselvbord af musik- og filmoplevelser i den hyggelige biograf på festivalens sidste dag. På filmfronten sørger Øst For Paradis for film til store og små, mens SPOT Festival i pauserne sørger for musikken.

TORSDAG 28. APRIL (KRÆVER SÆRSKILT BILLET)
På SPOT Festivals åbningsaften afholder Train Danish Dee Jay Awards 2016. Læs mere på www.ddja.dk.

Et tre-årigt samarbejde
Udvidelsen ved åen er sket i tæt samarbejde med Aarhus Kommune, som SPOT Festival har lavet en tre-årig samarbejdsaftale med. Formålet er at gentænke Aarhus som kulturel festivalplads.

”Jeg er superglad for, at SPOT Festivalen bevæger sig ud i byen, og personligt glæder jeg mig til at opleve koncerter langs åen. Vi gentænker vores måde at anvende byrummet på og åbner vores kulturinstitutioner og events op for borgerne. Jeg vil gerne være med til at åbne festen for hele Aarhus. SPOT Festival er en af byens kulturelle flagskibe med fokus på både talent og kvalitet,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad.

Eventchef i Aarhus Event, Jørn Sønderkjær Christensen, er også begejstret for samarbejdet, som han mener åbner op for SPOT Festival til et meget bredere publikum.

»Vi synes, at SPOT Festival er helt kanon, men at den på en måde også havde mere i sig. Set med byens briller er det fantastisk, at folk i Aarhus, der måske ikke nødvendigvis deltager i SPOT, kommer til at opleve en by, der langs åen vil vibrere, nærmest ligegyldigt hvor de vender sig hen.«